Gå Hjem møde: Kan din smartphone skabe vækst på bundlinjen? Onsdag d. 21. juni 16:30 – 17:00 i Kantinen

Afholdes: 21. juni 2017

Tag et nærmere kig på dine smartphonevaner, hvis du vil optimere din virksomheds bundlinje. Brugen af den smarte telefon spiller nemlig en vital rolle for både dit daglige velbefindende og for din effektivitet: • Bruger du 2 min. på smartphonen i timen, svarer det til mere end 1 times tabt arbejdsfortjeneste om ugen. • Når smartphonen vibrerer eller bipper, ryger din krop i alarmberedskab. Sker det gentagne gange i løbet af arbejdsdagen, risikerer du at udvikle stress. • Smartphonens forstyrrelser gør, at du får sværere ved at komme i flow, herunder at præstere optimalt.

Dit udbytte af foredraget Jeg inspirerer og hjælper dig med at finde en ideel balance i brugen af den smarte telefon. Ved at foretage enkle ændringer, kan du forebygge stress, øge din produktivitet og få en gladere hverdag. Jeg var selv dybt afhængig af min iPhone, hvilket skabte problemer for mig, både professionelt og privat. For knap 1 år siden skiftede jeg den derfor ud med en Nokia dumbphone, hvilket blev begyndelsen på en ny livsstil med øget fokus, effektivitet og nærvær. Sideløbende med mit eksperiment har jeg sat mig grundigt ind i forskningen omkring vores brug af smartphonen, herunder konsekvenserne af et overdrevet forbrug af selvsamme. Researcharbejdet blev en øjenåbner og kom samtidig til at danne grundlaget for dette løsningsorienterede foredrag, i hvilket du får:

  1. Masser af inspiration baseret på bl.a. personlige anekdoter og tankevækkende statistikker.
  2. Svarene på, hvad et overdrevet brug af den smarte telefon gør ved dig, fysisk og mentalt.
  3. Mulighed for at teste din egen afhængighed af smartphonen 🙂
  4. En lang række gode råd og lavpraktiske tips til, hvordan du nemt skaber gode smartphonevaner, uden at skulle give afkald på den smarte telefon.

”Et inspirerende oplæg og en øjenåbner, der har fået os til at genoverveje vores mobilpolitik” – Henrik Kruse, Lasertryk